VEDTÆGTER § 1 Foreningens navn er Ejerforeningen Juelsparken. Dens hjemsted er Aalborg. § 2 Foreningens formål er at administrere alle fællesanliggender for ejerlejlighederne i ejendommen matr.nr. 6fd og 6fl Gug by, Sdr. Tranders sogn, beliggende Juelsparken, 9210 Aalborg SØ. § 3 Foreningens medlemmer er samtlige ejere af ejerlejlighederne i ejendommen, og indtil alle lejlighederne er solgt som ejerlejligheder, er den oprindelige ejer af ejendommen medlem med en anpart, der svarer til de endnu ikke solgte lejligheders fordelingstal. Medlemskab indtræder den dag, den pågældende overtager ejerlejligheden, og fra samme dag kan den nye ejer udøve stemmeretten. Den tidligere ejers forpligtelser ophører dog først, når den nye ejers skøde er tinglyst endeligt uden præjudicerende retsanmærkning, og der er givet foreningen skriftlig underretning herom. § 4 Der skal indbetales til en grundfond kr. 440.220,00 pr. år svarende til kr. 220,00 pr. fordelingstal pr. år. Forhøjelsen træder i kraft pr. 01. juni 2002. Indbetalingerne reguleres hvert år pr. 1. januar i henhold til reguleringsindeks for boligbyggeri fra oktober måned året før (pr. 1. oktober = 165,4), indtil grundfonden har nået en størrelse på 10 års indbetalinger ekskl. renter. Reguleringen sker første gang 1. januar 2003. Indbetaling til grundfonden skal fordeles efter fordelingstallene. Der kan kun disponeres over grundfonden inkl. renter efter generalforsamlingsbeslutning og da kun til ekstraordinære, store reparations- og vedligeholdelsesarbejder. Foreningen skal, bortset fra grundfonden og en rimelig driftskapital, ikke oparbejde nogen formue, men i økonomisk henseende alene af medlemmerne opkræve de fornødne bidrag, der kræves til at bestride ejendommens fællesudgifter. Foreningens kontante midler skal være anbragt i bank, sparekasse eller på girokonto, dog skal det være administrator tilladt at have en kassebeholdning af en sådan størrelse, som er nødvendig for den daglige drift. § 5 Bestyrelsen udarbejder hvert år et budget, der viser foreningens forventede udgifter. Disse fordeles på medlemmerne i forhold til fordelingstal, og bestyrelsen kan forlange, at medlemmerne betaler bidraget forud i et vist antal måneder, der skal være ens for samtlige medlemmer. § 6 Til sikkerhed for medlemmernes opfyldelse af fællesforpligtelser, jfr. § 5, og i øvrigt for ethvert krav, som foreningen måtte få på et medlem, herunder udgifter ved et medlems misligholdelse, skal ejerforeningen fremtidig have panteret for indtil kr. 5.000,00, skriver fem tusinde kroner, i hver enkelt lejlighed. Denne panteret respekterer til enhver tid størst muligt lån som almindelig og særlig realkredit til forhøjet rente og med statutmæssige forpligtelser samt bank- og sparekasselån uden kaution. Dette ejerpantebrev har ejerforeningen ret til at pantsætte, men kun for den andel af udgifter, det tilkommer den enkelte ejerlejlighed at betale. § 7 Forsvarlig udvendig vedligeholdelse foranstaltes af foreningen for dens regning. Medens den indvendige vedligeholdelse påhviler de enkelte medlemmer, hvorved bemærkes, at indvendig vedligeholdelse ikke alene omfatter tapetsering og hvidtning, men også vedligeholdelse og fornyelse af gulve, døre og al lejlighedens udstyr, herunder el-ledninger, el-kontakter, radiatorer med ventiler, vandledninger, vandhaner, sanitetsinstallationer, kort sagt alt, hvad der er installeret inden for lejlighedens vægge, hvorimod foreningen sørger for vedligeholdelse og fornyelse af lejlighedens forsyningsledninger og fællesinstallationer uden for de enkelte lejligheder indtil disses individuelle forgreninger i de enkelte lejligheder. Ejerne af de i Juelsparken opførte carporte skal betale de af foreningen afholdte udgifter til forsikring, belysning og vedligeholdelse af carportene. Ved fraflytning skal ejeren af en carport sælge denne, til en ejer i Juelsparken, inden 3 måneder, ellers har foreningen ret til at opkræve en leje for det af carporten optagne parkeringsareal. § 8 Foreningen er pligtig at afholde udgifter til fællesinstallationernes og fællesområdernes forsvarlige vedligeholdelse og fornyelse, og undladelse heraf kan af et eller flere medlemmer indbringes for domstolene til erhvervelse af handlingsdom. § 9 Vil foreningens vedligeholdelses- og istandsættelsesudgifter overstige det hertil budgetterede beløb, jfr. § 5, med mere end 50 pct., skal udgifterne herudover af bestyrelsen forelægges en generalforsamling til godkendelse, såvidt overhovedet muligt inden påbegyndelsen af de pågældende arbejder, evt. ved vedtagelse af et nyt budget for det pågældende regnskabsår. § 10 De i blok 2 værende fællesrum anvendes efter bestyrelsens bestemmelse til sauna, billard, bordtennis, kondirum, gildesal m.v. Ejerforeningens kontor indrettes i kælderen i blok 4. § 11 Udgifterne til ejendommens opvarmning fordeles i overensstemmelse med lejelovgivningens regler. § 12 Et medlem er berettiget til at foretage ændringer af sin ejerlejlighed i det omfang, dette ikke er til gene eller medfører udgifter for medejere. § 13 Hvis en lejlighed groft forsømmes, eller forsømmelsen vil være til gene for de øvrige medlemmer, kan bestyrelsen kræve fornøden vedligeholdelse og istandsættelse foretaget indenfor en fastsat frist. Efterkommes bestyrelsens krav ikke, kan bestyrelsen sætte lejligheden i stand for medlemmets regning og om fornødent søge fyldestgørelse i foreningens panteret i henhold til ejerpantebrevet. § 14 Medlemmet og de personer, der opholder sig i hans/hendes lejlighed, må nøje efterkomme de af bestyrelsen fastsatte husorden. Er intet vedtaget, gælder de i standardlejekontrakten fastsatte regler om husorden. § 15 Medlemmerne må ikke drive erhverv fra lejlighederne uden bestyrelsens samtykke. § 16 Såfremt et medlem gør sig skyldig i et sådant forhold, som i henhold til lejeloven berettiger udlejeren til at hæve lejemålet, herunder hvis et medlem ikke betaler de af bestyrelsen fastsatte bidrag inden 8 dage efter forfaldstid, kan bestyrelsen om fornødent udsætte medlemmet af lejligheden med fogedens bistand. § 17 Bestyrelsen er enten selv eller ved fuldmagt til administrator berettiget til efter behørigt varsel at foretage besigtigelse af medlemmernes lejligheder, ligesom medlemmerne skal tillade adgang hertil for de af bestyrelsen eller administrator udpegede håndværkere m.v. med henblik på udførelsen af reparationer, tilsyn, vurdering m.v. § 18 Generalforsamlingen er ejerforeningens øverste myndighed. § 19 Hvert år afholdes inden udgangen af april måned - dog første gang inden 30. april 1974 - ordinær generalforsamling med følgende dagsorden:
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når det til behandling af et opgivet emne begæres af mindst 1/4 af ejerforeningens medlemmer efter fordelingstal, eller når en tidligere generalforsamling har besluttet det. § 20 Generalforsamlingen indkaldes ved brev af bestyrelsen med mindst 8 dages varsel. § 21 Ethvert medlem har ret til at få et angivet emne behandlet på generalforsamlingen, derunder bestyrelsens beslutninger. Begæring om at få et emne behandlet på den ordinære generalforsamling må være indgivet til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse. § 22 Generalforsamlingen vælger selv en dirigent. § 23 Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen. § 24 Bestyrelsen har ledelsen af ejerforeningens anliggender. Det påhviler bestyrelsen at sørge for god og forsvarlig varetagelse af ejendommens fællesanliggender, derunder betaling af fællesudgifter, tegning af forsikringer, renholdelse, vedligeholdelse og fornyelser. § 25 Bestyrelsen indkaldes, hvis et af bestyrelsens medlemmer forlanger det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, hvis 3 medlemmer er til stede, for så vidt den består af 4 eller 5 medlemmer, og når 2 medlemmer er til stede, hvis den består af 3 medlemmer. Står stemmerne lige, er formandens stemme afgørende. I en af bestyrelsen autoriseret protokol optages en kort beretning af forhandlingerne. Beretningen underskrives af de bestyrelsesmedlemmer, der har deltaget i mødet. Ejerforeningen tegnes af bestyrelsens medlemmer i forening. Ejere, der ønsker at bestyrelsen skal behandle et emne/forslag, indsender emne/forslag til formanden. § 26 Ejerforeningens regnskab revideres af en statsautoriseret/registreret revisor, der vælges på generalforsamlingen. § 27 Foreningens regnskabsår er kalenderåret, dog slutter første regnskabsår den 31. december 1973. |


.jpg)